Tyrkiet sensommer/efterår 2009.

Den 27. aug. 2009

Som sædvanlig er det natflyvning til Tyrkiet via Istanbul og Izmir. Det der med at stille uret 1 time frem skal man huske! I Istanbul var vi tæt på at komme for sent til vores maskine - højtalerne snakker uafladelig og om de taler engelsk eller tyrkisk er et fedt så vi hørte/forstod ikke efterlysningen. Vi var i maskinen præcis kl. 07.00 til afgangstid og nåede dårlig nok at klikke sikkerhedsselen før vi startede.

Der er så varmt at vi ikke gider gå over til poolen, som ligger 5. min gang herfra, men springer direkte i havnens klare vand som er 24 grader. Det er nødvendig at skylle saltet af efter badene ellers klør det rigtig ubehagelig.

Vi provianterer til i morgen.

 Vi lagde os ud i Kumlu Buku den 29. aug. og fik en urolig nat hvorfor vi tog afsted tidligt d. 30. Vi havde
landlæ hele vejen til Bozuk Buku. Til trods herfor fik vi en forfærdelig tur, idet vi midtvejs passere nogle 
store  højderygge. Disse højderygge giver ikke læ på normal vis, idet vinden blev kastet ned tæt ind under land med en vindstyrke på 20 - 25 m/s. Dingyen vendte bunden i vejret med det resultat at pumpe og årer blev i havet, idet vi havde rigeligt at se til med at få gummibåden vendt, så det ikke fungerede som drivanker. 3 - 4 sm længere ude lå en sejlbåd næsten uden vind i sejlene! Vi har prøvet det her en gang tidliger i Italien, men det var inde i en havn som var lavet med EU- midler.
Bozuk Buku er en fjord som er godt beskyttet for alle retninger.

 

Vi besøgte Bozburun, som er en hyggelig lille by, og senere Keci og Bay Marina hvor vi fik diesel. På vej tilbage til Marmaris fik vi en del luft lige i tuden, og så er den tyrkiske kyst herlig, idet der næsten altid er en bugt indenfor rækkevide. Vi gik ind i en bugt kaldet Dirsek, og faldt så godt til der at vi blev der for natten og nød det klare vand.

 

Den 7. september fik vi besøg af Else og Leif. De kom med - vistnok _ Tyrkieteksperten og havde givet godt 5.000 kr for 2 personer og returbillet med hotel! Hotelværelset var ikke værd at skrive om, men sengene kunne bruges til at sove i.

Vi havde en rar uge med nogle små hyggelig sejlture. Der var også en del nostalgi for Else og Lief, de har jo opholdt sig i Yacht Marine for et par år siden.

Efteråret her i Tyrkiet har været velsignet med gæster. Den 20. sept. dukkede vores ældste datter med mand - Stig - og 3 børn Annabell, Anemone og Anneyou op. Hvad de bedrev tiden med beskrives medst med en billedkavalkade.

Vi brugte en hel dag i badeland, endnu en på tur til Dalyan med bademuligheder i krystalklart vand på vejen og en dejlig dukkert på skildpaddeøen, den gamle by med paladser indbygget i bjergskråningen og en gang mudderbad. Båden vi sejlede i var den største der laver turen og der var fest og dans på vejen hjem.

Vi sejlede lidt rundt i vores båd og fandt et par gode badesteder bl.a. ved det ufærdige kæmpehotel ved indsejlingen til Marmarisbugten.

Og så gik vi ture i byen og blev fotograferet sammen med tyrkernes store helt Atatyrk.

Egentlig skulle ungerne sove på hotel sammen med mor og far - de havde oven i købet fået deres eget værelse - Men de foretrak at sove i båden og det synes morfaderen var rigtig dejligt, for mormor var det lidt strengt men hun nød det nu også.

Den 2. oktober kom Susanne og Jesper på besøg og de skulle bo i båden. Det er fint nok at sejle 4 i båden selv om det i nutidens målestok er en lille båd. Hvordan vi for 15 år siden kunne være 7 voksne mandfolk, kan jeg i dag ikke forstå, men vi sejlede og kom vidt omkring, og kunne vi ikke li hinanden før blev vi sgu nød til at bide det i os, for vi lå tæt og holdt hinanden varme.

Med Sus og Jesper var vi også i Dalayan med den samme båd som Bettina m.m. var med. Vi var på ture i byen og så var vi heldige at sejle i et område med delfiner måde på frem og tilbagevejen fra Bozuk Buko. Desværre havde vi en meget ubehagelig oplevelse ved en taverne i Bozuk Buko. Tavernaejerne står ofte og lokker gæster ind til en bro. Selv om de bedyrer at alt er gratis er der en forventning om man besøger værtshuset og som minimum drikker en kop kaffe. En belgisk båd - formentlig en udlejningsbåd - som lå ved siden af os, kendte åbenbart ikke den skik og besøgte aldrig tavernaen. Om aftenen medens vi spiste i båden, og efter at have drukket et antal bajere på bæverdingen, kom ejeren ned og sjoflede belgierne til i sammenlagt godt en time. Til slut bad jeg ham om at holde op og iøvrigt sætte et skilt op, som fortalte at det var en betingelse at man besøgte hans restaurant for at ligge ved broen. Så kastede han sig over mig med en ordstrøm som er ubeskrivelig. Om morgenen mødte jeg ham, hilste og spurgte om han havde sovet godt. Han blev vanvittig og truede med at slå mig ihjel. Det er vist det mest ubehagelige vi har været udsat for på hele vores rejse. Den 10. oktober rejste Sus og Jesper hjem.

Vi havde planer om at sejle lidt rundt en uges tid men da vejrudsigten lovede en masse luft og torden de første to dage bestilte vi optagning i dag den 15. oktober og tager den sædvanlige flyver hjem onsdag den 21. oktober